Nyheder og arrangementer

test

På Trongården vil du møde personale med forskellige funktioner.
Her er både ansat sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter/hjælpere, fysio- og ergoterapeuter, køkken- og rengøringspersonale og en diætist.

 

Desuden vil du indimellem kunne møde studerende og elever, virksomhedspraktikanter og tilkaldevikarer.
Hver dag er der vagtskifte blandt personalet henholdsvis kl. 07, 15 og 23.


Boligselskabet Domea
Trongårdens boliger er eget af boligselskabet Domea. Det er derfor dem, du skal kontakte for at få udleveret nøgle til din lejlighed, inden du flytter ind.
Opstår der behov for større reparationer i din lejlighed, eller har du behov for hjælp til at holde din have, skal der ligeledes træffes aftale med Domea herom. Domea træffes alle hverdage mellem kl. 8 og 15 på tlf. nr. 7644 4000.

Som beboer på Trongården, har du desuden mulighed for at melde dig ind i boligforeningen Rosenvænget. Du kan læse mere om boligforeningen på: www.domea.dk

Velkomstsamtale
Når du er flyttet ind på Trongården, vil vi kort efter holde en indflytningssamtale med dig og evt. dine pårørende. Til samtalen vil Trongårdens centerleder og din kontaktperson være tilstede.
På mødet drøfter vi de spørgsmål, som du måtte have i forbindelse med din indflytning, og vi giver en række praktiske oplysninger om hverdagen på Trongården. 

Skulle der senere være spørgsmål vil det være hensigtsmæssigt, at du og dine pårørende i første omgang drøfter behov og problemstillinger med din kontaktperson.
Er der behov for en samtale med centerleder, er det altid muligt at lave en aftale.
Indretning af din bolig
Du og dine pårørende står for indretningen af din bolig. Boligen er uden inventar, når du overtager den, og du skal derfor selv medbringe alt indbo, herunder eksempelvis også en seng, lamper, gardiner osv.

Når du indretter din bolig, er det vigtigt, at du tager højde for at eventuelle hjælpemidler skal kunne anvendes hensigtsmæssigt både af dig og personalet. Du kan altid tale med din kontaktperson herom, hvis du er i tvivl.

Der er mulighed for tilkobling til YouSee kabel- TV, og du skal kontakte Domea, såfremt du ønsker dette.
Hvis du ønsker internetadgang og telefon, skal du kontakte dit telefonselskab og din internetudbyder og selv lave aftale med dem herom. 
Træning
På Trongården indtænkes træning i alt, hvad der hører hverdagen til. Det er vigtigt at holde sig i gang, og i princippet kan alt være motion. At stå ud af sengen, at komme i bad og i tøjet, at gå til cafeen osv.
Det betyder også, at den service, pleje og omsorg personalet giver, ikke overskrider grænsen for det, du selv kan.

2 gange om ugen er der fysioterapeut og/eller ergoterapeut tilstede i træningssalen, og hvor du frit kan komme og træne, som du har lyst og behov for. Såfremt du får behov for specifik genoptræning bliver der lavet en aftale med dig herom.
Aktiviteter
Trongården har et aktivitetscenter, hvor der eksempelvis er rig mulighed for at se film, spille banko, udfolde sig kreativt og få en sludder med de andre beboere.
Aktivitetscenteret har åbent alle hverdage, og du er velkommen til at få en samtale med en aktivitetsmedarbejder, hvis du vil høre mere om de forskellige tilbud.

Udover de fastlagte aktiviteter i huset er der forskellige daglige gøremål. Det kan eksempelvis være vanding af blomster, og borddækning mm. Disse aktiviteter er du naturligvis velkommen til at deltage i.
Læge
Du beholder din egen læge, når du flytter ind på Trongården. Personalet kan være behjælpelig med at tage kontakt til lægen ved behov.
Tandlæge
Som udgangspunkt beholder du din egen tandlæge, når du flytter ind. Kommunen kan i visse tilfælde visitere til omsorgstandpleje, såfremt du ikke selv kan besøge din tandlæge.
Frisør og fodterapeut
Der er flere mobile frisører og fodterapeuter tilknyttet Trongården. Personalet kan være behjælpelig med at formidle kontakt.

Rengøring og tøjvask
Din bolig bliver rengjort 1 gang ugentligt. Hvis du har ressourcer til det, kan du sammen med personalet være med til at holde din bolig ren og pæn.

PlejeGribskov har sit eget vaskeri, hvor du kan få vasket to maskinfulde tøj hver uge. Det koster ikke ekstra.
Tøj, håndklæder, sengelinned mv. skal være mærket med afdeling og bolignummer.
Leveringstiden er en uge, og der vaskes kun tøj, der er egnet til maskinvask, minimum 30 grader og 1000 omdrejninger.